Vedtægter for Vandreforeningen Natur og Fjeld

§1 Navn

Foreningens navn er Vandreforeningen Natur og Fjeld.

§2 Formål

Foreningen skal virke for et frilufts- og foreningsliv med det formål at udbrede kendskabet til naturområder i ind- og udland, hovedsageligt ved at medlemmerne arrangerer vandreture under enkle former for og med hinanden. Deltagelse i ture foregår på det enkelte medlems eget ansvar.

§3 Medlemmer

Medlem er enhver, der har betalt det årlige kontingent. Dette fastsættes på den ordinære generalforsamling.

§4 Ordinær generalforsamling

Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes i 1. kvartal i forbindelse med en weekendtur og indkaldes senest 2 uger forud i medlemsbladet eller skriftligt til samtlige medlemmer. Bestyrelsen meddeler datoen for generalforsamlingen senest i det foregående års sidste nummer af foreningens medlemsblad.

Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest syv dage før generalforsamlingen.

Stk. 3 Stemmeberettiget er ethvert personligt fremmødt medlem over 15 år.

Stk. 4. Valgbare er alle medlemmer, som er personligt myndige.

Stk. 5. Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Valg af
    1. Bestyrelsesmedlemmer
    1. To suppleanter til bestyrelsen
    1. Revisor
    1. Revisorsuppleant
  7. Eventuelt

Stk. 6. Afstemning om dagsordenens enkelte punkter afgøres ved simpelt stemmeflertal, dog kræver vedtægtsændringer 2/3 af de afgivne stemmer. Forslag til vedtægtsændringer og opløsning af foreningen skal være bekendtgjort i indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk 7. Bestyrelsen kan beslutte, at ordinær generalforsamling skal afholdes helt eller delvist digitalt.

  1. Digital generalforsamling kan være et supplement til fysisk fremmøde på generalforsamlingen. Dette muliggør, at medlemmerne kan deltage elektronisk i og stemme under generalforsamlingen uden at være fysisk til stede.
  2. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling. iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
  3. Bestyrelsen skal gøre medlemmerne bekendte med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen. Bestyrelsen skal oplyse medlemmerne om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Medlemmerne skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.
  4. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.

§5 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller efter skriftlig anmodning fra enten mindst 25 eller 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.

Stk. 2. Efter anmodningen er kommet bestyrelsen i hænde, skal denne enten gennem foreningens medlemsblad uden unødigt ophold eller skriftligt til samtlige medlemmer med mindst 14 dages varsel indkalde til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden.

Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte, at ekstraordinær generalforsamling skal afholdes helt eller delvist digitalt efter samme regler som §4, Stk. 7.

§6 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Alle valg gælder for 2 år og vælges med 2 medlemmer i lige år og 3 medlemmer i ulige år. Bestyrelsessuppleanter dog for 1 år.

Revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv, som minimum med sekretær og kasserer, med eller uden formand. Formand og kasserer tegner foreningen. Hvis bestyrelsen konstituerer sig uden en formand, tegner sekretær og kasserer foreningen.

Indtræder en suppleant i bestyrelsen, sidder vedkommende hele det afgåede bestyrelsesmedlems periode ud.

Stk. 2. Bestyrelsen samles efter indkaldelse af et eller flere af bestyrelsens medlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3/5 af dens medlemmer er mødt. Tvivlsspørgsmål afgøres ved simpelt flertal

§7 Regnskabet

Regnskabsåret følger kalenderåret.

§8 Planlægningsmøde

Minimum en gang årligt holdes et planlægningsmøde, hvor medlemmerne kan byde ind med ture og arrangementer for det kommende år.

§9 Foreningens medlemsblad, hjemmeside og andre medier.

Ledelsen af foreningens hjemmeside, medlemsblad og andre medier skal godkendes af bestyrelsen.

§10 Opløsning

Stk. 1 Beslutning om foreningens ophør, kan kun træffes på en, med det formål, særlig indkaldt generalforsamling, med angivelse af dagsorden, hvor eneste dagsordenspunkter er

  1. Opløsning af foreningen
  2. Eventuelt

Vedrørende indkaldelse, se §5, stk.2.
Vedtagelse skal ske med mindst 3/4 af de afgivne gyldige stemmer.

Stk. 2. I tilfælde af foreningens ophør træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens evt. formue, som skal anvendes til bedst mulig opfyldelse af formålsparagraffen.

Således vedtaget på generalforsamlingen d. 4. marts 2023.