Generalforsamling: Kridthuset ved Føns

7. marts 2019 - 10. marts 2019

Generalforsamlingstur                                               7. – 10. marts 2019

Forlænget weekend hyttetur til Kridthuset ved Føns Vig

Denne gang blivermødestedet Kridthuset ved Føns Vig beliggende helt ud til Lillebælt ca. 10 kmsydøst for Middelfart. Hytten tilhører Sct. Georgs Gildet i Middelfart, som erhvervede hytten i 1961. Hytten virker nok som en lidt ”sølle” 30-hytte, men den er nymalet og fint renoveret indendørs, lige som der er 4 toiletter med bad.  De lidt ældre NF(A) kan sikkert godt huske, da vi brugte denne hytte til et af vores arrangementer, at Wedellsborgs ”skyde” fugle (fasaner) var overalt. Og som de kloge (eller tamme) fugle er, var de umulige at få til at flytte sig – endsige lette. Nedenstående billede er udsigten fra hytten.

Generalforsamling i Kridthuset bliver afholdt lørdag aften, se dagsorden andetsteds i bladet.

Det bliver naturligvis også muligt sammen med Natur og Fjeld-vennerne at opleve den vinter/spæde vår i dette Vestsfynske fjordlandskab og de bagvedliggende morænebakker, på gode vandreture både fredag, lørdag og søndag. Bestyrelsen har nemlig i lighed med tidligere valgt at udvide denne hyttetur sådan, at der allerede er mulighed for at ankomme torsdag aften. Der er bare så mange spændende turmuligheder i nærheden af hytten, at vi simpelthen er nødt til at tilbyde vore medlemmer en ekstra dag med ture.

Weekenden i forbindelse med generalforsamlingen plejer altid at være populær hos medlemmerne, specielt er det en god ”begynder” tur for nye og nyere medlemmer, da vi ligger på en fast ”lejrplads” med civiliserede forhold, sådan at du ikke evt. behøver at anskaffe telt og andet specielt udstyr. Du får også mulighed for at lære andre medlemmer af foreningen at kende, samt få lejlighed til at snakke udstyr med en af foreningens mange erfarne fjeldfolk, inden du “kaster” dig ud i et uoverskueligt, stort og frem for alt dyrt marked for fjeldudstyr (NB: De fleste udstyrsforretninger giver i øvrigt 20% rabat for medlemmer af NF).

Forbered jer endvidere på årets fotokonkurrence. Billederne skal være Natur og Fjeld – relaterede, og der bliver tildelt 5 minutter til hver præsentation. Som altid vil der blive nedsat et fremkommeligt dommerpanel og der vil være præmier til de 3 bedste fremvisninger.

Vi håber at blive mange til denne generalforsamlingsweekend da turene ikke er krævende men i stedet med masser af naturoplevelser. Turene kan tillige tilpasses den enkeltes formåen og hensynet til at vi også skal hjem og lave aftensmad. Følgende ture vil blive guidede:

Fredag Bjergturen: Eller det vestfynske søhøjlandskab, 18 km noget anstrengende tur. Vi kører i bil til Aarup, hvor fra turen starter mod vest langs den canyon lignende Brænde Å. En meget smuk og særpræget ådal som vi følger de første mange kilometer, ind til vi nå frem til Ørsbjerg Skov hvor vi følger et sideløb til åen mod nord. Herefter går det igen mod vest forbi Klakkebjerg og videre igennem Favrskov Bjerge, Håre Bjerge, Tellerup Bjerge, Ørslev Bjerge. Forbi Tybrind Gods og Grevindeskov for til sidst at begive os ud på de sidste (kræfter) 2 km til Kridthuset.

Lørdag Fønskov Odde: Rundtur på Fønskov Odde, ca. 15 km (vi kører i bil til en lovlig (?) parkeringsplads ved Sparretorn Skov eller vi går hele vejen fra Kridthuset (20 km). Fønskov Odde minder lidt om Knudshoved Odde ved Vordingborg og med fantastiske udsigter fjorde og småøer i Lillebælt, foruden selvfølgelige ”Jylland som en bautasten er lagt”.

Søndag Kirketuren: Føns Vang (indsø) rundt, ca. 10 km. Vi går fra Kridthuset nord på til Føns (kikker ind i den seværdige kirke(hvis der er gudstjeneste, kikker vi ind på tilbagevejen), videre mod vest ind i den bakkede Føns Plantage. Her fra går vi til den østlige ende af Føns Vang og videre nordover op over morænebakken til Udby. Efter besøget i den seværdige kirke går vi tilbage mod vest på nordsiden af Føns Vang til Ronæs Bro, og derfra den lige vej sydpå til Kridthuset.

Andre turmuligheder: Rundtur på Wedellsborg Hoved eller Hindsgavl.

Hytte: Kridthuset, Føns Strandvej 9 C, 5580 Nr. Åby. Hytten er åben fra torsdag ca. kl. 18.00. Se mere om hytten http://www.kridthuset-vestfyn.dk/

Mad: Bestyrelsen sørger for indkøb til aftensmad fredag og lørdag, samt kaffe og te til hele weekenden. Medbring selv de obligatoriske drikkevarer til hele weekenden.

Overnatning: Telt, shelter eller indendørs. Overnatning indendørs i sovesale. Du skal selv medbringe lagenpose, sovepose mv.

Medbring: Personligt udstyr inklusiv sovepose og inde sko, samt mad til hele turen (bortset fra aftensmad fredag og lørdag).

Pris: Enhedspris for overnatning og bespisning 250 kr. Betaling finder sted fredag og/eller lørdag aften.

Hvis du er forhindret i at deltage i hele weekenden, er du er selvfølgelig velkommen og berettiget til at deltage i selve generalforsamlingen, herunder at deltage i lørdagens festmiddag (kun betaling for faktiske udgifter).

Tilmelding: Se Rygsækken nr. 1 2019

Bestyrelsen