Generalforsamling og weekendtur ved Åbenrå

Startdato: 5. marts 2020
Slutdato: 8. marts 2020
Hytte/telt tur

Turannoncen kommer

Forlænget weekendtur i forbindelse med generalforsamlingen.

Bemærk, at hytten er booket fra torsdag sent eftermiddag den 5. marts til søndag den 8. marts.

Udgangspunktet for denne forlængede weekend er Irokeserhytten beliggende ved Sdr. Vilstrup syd for Haderslev. Hytten ligger i udkanten af en lille skov ved Diernæs og Vilstrup Strand. Der er mulighed for indendørs overnatning i fælles soverum. Der er 2 mindre rum med fire køjepladser i hver, som man kan bede om ved særlige behov. Ellers er de frit tilgængelige. Udenfor er der gode og hyggelige teltmuligheder. Der er også et diskret shelter helt nede i baghaven.

“Generalforsamlingstur” betyder, at vi afholder Natur og Fjelds årlige
generalforsamling lørdag aften. Se indkaldelse andet sted i dette nummer af Rygsækken. Resten af weekenden holder vi fri og går ture i området. Det er et arrangement, som er en god anledning for nye, hvilende eller måske kommende medlemmer til at afprøve foreningens koncept. Det er også en god lejlighed til at afprøve nyt udstyr f.eks. rygsæk, støvler, telt eller andre ting. Man kan også gå på teltudstilling og få tips og ideer, mens man “sparker barduner”. I det hele taget er det tit en genvej til en vandrers hjerte, hvis man beder om gode råd om hist og hint. Det er en weekend, hvor man kan afprøve sine grænser, hvis man er usikker på dem (f.eks. vinterbadning). Og det er en weekend, hvor de gamle (med – eller uden
“) medlemmer både glæder sig til gensyn, men naturligvis også glæder sig, hvis der skulle dukke nye ansigter op.

Fotokonkurrence: Igen i år prøver vi at afholde en fotokonkurrence. Hver deltager får 5 minutter til sin performance, som skal være Natur og Fjeld – relateret. Det kan være nye eller mere historiske billeder. Læg billederne på et USB stik, så forsøger vi at skaffe en projektor.
Hermed sagt, at vi efterlyser en projektor. Har du en, du kan tage med, så kontakt venligst bestyrelsen eller bekræft ved tilmeldingen.

Turforslag.
Fredag: Vi kører i biler til Tørning Mølle vest for Haderslev Dam. Herfra er der mulighed for ture af forskellig længde rundt om Stevning Dam, Hindemaj (et tidligere drænet, siden genoprettet vådområde), Pamhule Skov mm.

Lørdag: Vi kører i biler til Årøsund øst for Haderslev. Herfra tager vi med færgen til Årø, som er en lille hyggelig ø med turmuligheder både midt på øen og rundt langs kysten. Der er et stort naturreservat på Årø Kalv, som er en 30 ha. stor tange øst for øen. Der er desværre ikke adgang på denne årstid, men man kan kigge derover fra et fugletårn på Årø. Find folder med kort på www.aarø.dk. under “Aktiviteter”. Øen har et aktivt socialt borgerliv og små-erhvervsmæssige tiltag, som bl.a. retter sig mod turisme. Det sidste kører dog på lavt blus i vinterperioden. Som kuriosum kan nævnes, at Årø er en del af en 109 km. lang pilgrimsrute, der med Haderslev som udgangspunkt går en rundtur bl.a. via Årø.
Selv om vi i marts måned er lidt “out – of – season” er vi meget velkomne på øen.

Søndag: Vi går fra hytten og rundt om Slivsø ved Diernæs Strand.

Hytten: Irokeserhytten ,Havvejen 70, Sdr. Vilstrup, 6100 Haderslev
www.irokeserhytten.dk.
Hytten er åben fra ca. kl. 18 torsdag den 5. marts.

Medbring: Morgenmad, frokost, aftensmad til torsdag samt eventuelt drikkevarer og snacks til hele weekenden.
Overnatningsgrej. Til indendørs overnatning medbring sovepose. Indesko.
Kan nogen tage en kage med? Udgiften refunderes.
Bestyrelsen sørger for aftensmad fredag og lørdag, samt kaffe og the til hele weekenden.

Pris: Torsdag – søndag: 300 kr.
Fredag – søndag: 250 kr.
Lørdag + mad: 100 kr.
Mødet: Gratis
Beløbet sættes ind på Natur og Fjelds bankkonto: reg. nr. 1551, kontonr. 41 82 472

Tilmelding: Se Rygsækken nr. 1 2020.


Venlig hilsen bestyrelsen